Slide

Trods mere vand, store projekter og inflation: BlueKolding holder taksten i ro for 8. år i træk

Rekordstore regnmængder, højere energipriser, inflation og store anlægsprojekter. Både udfordringer og udgifter står i kø, men BlueKolding formår fortsat at finansiere sine stigende omkostninger ved at effektivisere og digitalisere både projekter og drift. Dermed slipper kunderne for prisstigninger på spildevandstaksten for 8. år i træk.

Der falder stadigt mere og kraftigere regn. Det betyder mere arbejde til BlueKolding, der sørger for at bortlede og rense regn- og spildevand fra hele Kolding Kommune. Samtidig skal selskabet udføre flere projekter, som etableringen af den nye pumpe/sluse, i samarbejde med Kolding Kommune for at beskytte Kolding og kunderne mod konsekvenserne af klimaforandringerne.

Hvis man dertil lægger stigende energipriser og andre generelle prisstigninger i samfundet, kan det næsten virke naturstridigt, at BlueKolding for 8. år i træk kan holde den takst, kunderne betaler for at komme af med vandet, i ro.

Effektiv drift

Men der er en række naturlige forklaringer. Virksomheden arbejder blandt andet ud fra en såkaldt asset management-tilgang til den løbende sanering og renovering af Koldings 2.200 kilometer kloakker, forklarer bestyrelsesformand, Tobias Jørgensen:

”Det betyder kort fortalt, at vi løbende analyserer tilstanden på kloakker, anlæg og udstyr for at sikre, at vi kan sætte ind med sanering, vedligehold og udskiftning lige præcis der, hvor der er allermest brug for det. På den måde får vi den optimale levetid ud af vores anlæg, og samtidig sikrer vi, at de er i bedst mulig stand og dermed er billigere at drive og vedligeholde.”

Digital styring

Bestyrelsesformanden fremhæver desuden en avanceret løsning, som over de senere år har bidraget til en mere effektiv drift i BlueKolding. Det er det såkaldte Hubgrade, der er en digital og automatisk styring af hele Koldings kloaksystem og renseanlæg.

”Med det kan vi udnytte kapaciteten i hele systemet meget bedre og holde så meget vand som muligt tilbage, når der er tryk på. Det mindsker risikoen for oversvømmelser og ødelæggelser. Den økonomiske gevinst i Hubgrade er, at systemet, udover vejrdata og vandmængder også tager højde for elprisen, og det er vigtigt. Det kræver enormt meget strøm at pumpe og rense vandet, så når strømmen er dyr, holder vi systemerne så meget i ro som muligt, og så sætter vi tryk på, når elprisen er lav,” forklarer Tobias Jørgensen.

Samtidig producerer BlueKolding også en del strøm på renseanlægget, og takket være Hubgrade bliver den strøm automatisk solgt, når elprisen er høj.

”Det hele kommer kunderne til gode i form af en mere effektiv drift, som gør, at vi nu for 8. år i træk kan undgå prisstigninger på spildevandsafgiften,” siger Tobias Jørgensen.

Store investeringer på vej 

Fremtiden byder på store investeringer for BlueKolding, ikke kun pga. klimaændringerne, men også fordi vi ønsker at forbedre vores rensning og formindske overløb. Dertil kommer, at dele af selskabets anlæg er årtier gamle og bygget til en anden belastning og andre krav end dem, der kommer til at gælde i fremtiden.

”Det har bestyrelsen taget højde for i budgettet for 2025, og vi vil sikre, at de nødvendige investeringer i anlæggene også budgetlægges de kommende år, så vi forsat kan beskytte vandmiljøet bedst muligt,” slutter Tobias Jørgensen.

Prisen for at komme af med en kubikmeter spildevand vil i 2025 fortsat være 43,06 kr.

Der er løbet mange milliarder liter vand gennem centralrenseanlægget i Agtrup, siden BlueKolding sidst hævede taksten. Faktisk har selskabet formået at holde prisen i ro otte år i træk trods stigende vandmængder, flere klimaprojekter og inflation.

For yderligere oplysninger kontakt gerne adm. dir. Per Holm, BlueKolding på 2925 1036.