Slide

Samarbejde med BlueKolding gav Munkensdam-elever 3. plads i landsdækkende konkurrence

Fire 3.G-elever fra Munkensdam Gymnasium i Kolding vandt en flot tredjeplads i Fonden for Entreprenørskabs innovationskonkurrence, Global Goals Programme. Gruppen ”RainCycle” havde udviklet en prototype til opsamling og genanvendelse af regnvand efter undervisning og inspiration fra BlueKolding.

4000 kroner var den kontante belønning, da 4 elever fra Munkensdam Gymnasiums 3.G-klasse i naturgeografi blev hædret i den landsdækkende innovationskonkurrence for STX-elever.

Omvendte paraplyer og bilvask

Hele klassen, der var delt op i seks hold til konkurrencen, havde sammen med lærer Ulrik Holm-Nielsen besøgt BlueKolding og fået undervisning i regn- og spildevandets kredsløb med fokus på et af selskabets store klimaprojekter ved Slotssøen i Kolding. På den baggrund har eleverne udviklet forskellige forslag til håndtering af regnvandet i projektområdet for både at mindske belastningen af kloaksystemet og fremme æstetikken i gadebilledet.

Gruppen ”RainCycle” udviklede en prototype med opsamling af regnvandet i omvendte paraplyer og håndtering af vandet i en multifunktionel regnvandsløsning. Løsningen kombinerer plantekasser, siddepladser og opsamling af regnvand, som efter rensning i forskellige filtre kan bruges til f.eks. rengøring og bilvask og til at fylde i sin drikkedunk. De fire piger i gruppen, Berta Jensen Aamand, Clara Nim Bjørn, Ditte Steensbæk Bentzen og Melisa Merusic, havde 3D-printet deres løsning, som altså gav dem en 3. plads i konkurrencen.

”Vi har fokuseret på, at vand er en ressource, vi skal sætte pris på. Vi ser tit vand som et problem, og vi bruger f.eks. paraplyer til at skærme os mod regnen. Vores løsning med omvendte paraplyer samler vandet i stedet for, så det kan bruges til noget nyttigt,” forklarer pigerne, der udover tredjepladsen i konkurrencen også har fået en god oplevelse ud af at arbejde med projektet.

”Det har været en virkelig fed udfordring, også fordi vi har haft mulighed for at samarbejde med eksterne partnere som BlueKolding og få vores projekt vurderet af nogen uden for skolen.”

God inspiration til den færdige løsning

Netop det at se vand som en ressource er helt centralt for BlueKolding. Derfor har projektleder hos BlueKolding, Trine Dam Larsen, nydt samarbejdet med hele naturgeografi-klassen, og hun er imponeret over kreativiteten og fagligheden i elevernes forskellige forslag, som hun tager med i sit videre arbejde med klimaprojektet.

”Eleverne har virkelig forstået de udfordringer, der er med at håndtere de store mængder regnvand, og samtidig har de fulgt vores tankegang om, at vi gerne vil udnytte vandet i stedet for bare at se det som et problem. Deres forskellige forslag er god inspiration for os, og jeg vil ikke afvise, at det kommer til at kunne ses i de færdige løsninger,” siger Trine Dam Larsen.

I alt deltog 350 STX-elever fordelt på 96 hold i den landsdækkende innovationskonkurrence.