Slide

Rekordmange har stemt to nye forbrugere ind i BlueKoldings bestyrelse

De to nye forbrugerepræsentanter i BlueKoldings bestyrelse er Jørn Pedersen og Rune Kjærgaard Lange. De indtræder i bestyrelsen den 1. januar 2022 sammen med de fem medlemmer af bestyrelsen, som udpeges af Kolding Byråd efter kommunalvalget i efteråret.

Stemmeprocenten er næsten tredoblet i forhold til seneste valg, og konkurrencen har været hård. De seneste fire uger har kunder hos BlueKolding kunnet stemme på de i alt ni kandidater ved forbrugervalget til selskabets bestyrelse. Nu er de to nye bestyrelsesmedlemmer fundet.

De to nye forbrugerepræsentanter i BlueKoldings bestyrelse er Jørn Pedersen og Rune Kjærgaard Lange. De indtræder i bestyrelsen den 1. januar 2022 sammen med de fem medlemmer af bestyrelsen, som udpeges af Kolding Byråd efter kommunalvalget i efteråret. Ved forrige forbrugervalg for fire år siden stemte 698 forbrugere, mens 2042 har stemt denne gang. Det giver næsten en tredobling af stemmeprocenten fra lige godt 2 pct. i 2017 til næsten 6 pct. i 2021. Ifølge kommunikationschef ved BlueKolding, Tue Knudsen, skyldes den forøgede interesse flere ting:

”Vi har for alvor været ude med snøren, for at få kandidater til at stille op, og det resulterede i et stærkt felt på hele ni engagerede kandidater, som har været med til at skabe masser af opmærksomhed omkring valget. Derudover har vi optrappet vores kommunikation omkring valget i både aviser, radio og på TV, og så har der været rigtig meget omtale og debat på sociale medier, især Facebook. Sammen med et generelt øget fokus på miljø, energi og klima, som er det, vi beskæftiger os med, har det givet os den tredobling af stemmeprocenten, som vi har set.”

På de sociale medier er der primært blevet annonceret på Facebook, men også Youtube, Instagram og LinkedIn har været i brug. Samlet set har annonceringer og videoer fået ca. 40.000 visninger. Lokale nyhedsmedier som JydskeVestkysten, P4 Trekanten og Canal6000 har vist stor interesse for valget, og BlueKoldings direktør Per Holm har endda optrådt i TV-avisen på DR omkring valget.

”Vi ved godt, at vi nok aldrig når op på samme stemmeprocenter som til eksempelvis kommunalvalget, men opmærksomheden og stemmeprocenten denne gang tyder på, at vores kunder kan se, at det, BlueKolding gør, er vigtigt, og at det derfor kan betale sig at stemme til valget,” siger Tue Knudsen.

Han ønsker Jørn Pedersen og Rune Kjærgaard Lange tillykke med valget og retter samtidig en stor tak til både de øvrige kandidater og til de flere end 2000 kunder, som har stemt ved valget.

Jørn Pedersen og Rune Kjærgaard Lange (billedet Th.) er BlueKoldings nye forbrugerrepræsentanter.