Design-pris til børn i stedet for bænke
Det blev ikke til nogen design-pris til BlueKolding ved Danish Design Award 2016 den 7. april. BlueKolding var nomineret i kategorien Visionary Concepts for projektet Powered by You, bænkene på bybusterminalen, som opvarmes med energi fra spildevand.
Det blev ikke til nogen design-pris til BlueKolding ved Danish Design Award 2016 den 7. april. BlueKolding var nomineret i kategorien Visionary Concepts for projektet Powered by You, bænkene på bybusterminalen, som opvarmes med energi fra spildevand.
Små 500 mennesker var samlet i Industriens Hus i København den 7. april til uddeling af Danish Design Awards 2016. Blandt gæsterne var, udover Kronprins Frederik og konferencier Hella Joof, også repræsentanter for BlueKolding, der var nomineret til én af priserne. Bænkene på Koldings bybusterminal er nemlig opvarmet med energien fra spildevand, og projektet, der har titlen Powered by You var nomineret til en Danish Design Award i kategorien Visionary Concepts.
Børnene løb med prisen
Det blev dog ikke BlueKoldings Powered by You, men i stedet Børnenes Hovedstad i Billund (se billedet), der løb med prisen. Glæden var dog intakt hos BlueKolding-direktør Per Holm:
“Jeg synes stadig, det er fantastisk, at vi som et miljø-, energi- og klimaselskab kan blive nomineret til sådan en pris. Det er en stor anerkendelse af det arbejde, vi udfører – både den daglige drift og de udviklingsprojekter, der skal sikre en endnu bedre udnyttelse af ressourcerne,” mener han.
Teknologien har allerede bredt sig
BlueKolding arbejder efter ambitionen: Forestil dig en verden, hvor intet går til spilde, og det er de opvarmede bænke et rigtig godt eksempel på.
“Det handler om, at udnytte alle ressourcer optimalt, og i stedet for bare at rense spildevandet og lede det lunkent tilbage i naturen, så kan udvinde både el og varme af den energi, der er i vandet og af selve rensningsprocessen,” forklarer Per Holm.
Teknologien bag de opvarmede bænke har i øvrigt allerede bredt sig. 83 nye ungdomsboliger i Koldings Design City opvarmes på nøjagtig samme måde med energien fra det spildevand, de selv producerer.
Du kan se materialet, der beskriver projektet her.
