BlueBiking kørte penge ind til Julemærkehjemmet
Der var plads til både de fartglade i stramt tøj og de mere afslappede med kurv på cykelstyret, da BlueBiking lørdag rullede rundt i naturen omkring Kolding. Cirka 80 deltagere cyklede sammenlagt 6868 kr. ind til Kolding Julemærkehjem.
Der var plads til både de fartglade i stramt tøj og de mere afslappede med kurv på cykelstyret, da BlueBiking lørdag rullede rundt i naturen omkring Kolding. Cirka 80 deltagere cyklede sammenlagt 6868 kr. ind til Kolding Julemærkehjem.
For andet år i træk var BlueKolding start og mål for det årlige motionscykelløb til fordel for Kolding Julemærkehjem. Sidste års Tour de Spildevand var i år omdøbt til BlueBiking, fordi Kolding Spildevand har skiftet navn til BlueKolding. Cirka 80 ryttere var mødt op med alt fra raffinerede racercykler over mudrede mountainbikes til helt almindelige cykler.
Fire forskellige ruter
BlueBiking bød nemlig på fire forskellige ruter rundt i den skønne natur omkring Kolding, og der var noget for enhver smag og kondition. Nogle af turene gik omkring Centralrenseanlægget i Agtrup, hvor deltagerne gjorde holdt og fik lidt at vide om anlægget. Andre var omkring Harteværket, hvor der var mulighed for at høre om værket. Deltagerne i det 50 km. lange landevejsløb var dog ikke på sightseeing, men lænede sig ind over styret og kæmpede om at komme først i mål.
Pænt overskud til Kolding Julemærkehjem
Formålet med BlueBiking er todelt. Dels vil arrangørerne gerne give deltagerne en god naturoplevelse og muligheden for at se naturen omkring Kolding på en anden måde, end man gør til hverdag. Dels går det beløb, som hver deltager betaler for at være med ubeskåret til indsamling for at etablere et Julemærkehjem i Kolding.
Den indsamling fik lørdag et tilskud på 6868 kr. og de cirka 80 deltagere i årets BlueBiking fik en god naturoplevelse til gengæld.
Arrangørerne vil snarest afgøre, om BlueBiking også skal afholdes i 2017.
