Verdens første spildevandsturbine hædret for sin arkitektur

Der er netop blevet uddelt arkitekturpriser i Kolding Kommune. I den forbindelse har BlueKoldings spildevandsturbine modtaget hædrende omtale. Den et år gamle turbine leverer dermed ikke blot klimaneutral energi, men er også udtryk for god arkitektur.

Kolding Kommune fejrer hvert år den gode arkitektur på Arkitekturens Dag. Selve arrangementet den 5. oktober blev aflyst på grund af Corona-situationen, men alligevel har Kolding Kommunes bedømmelsesudvalg uddelt priser til de 10 vindende byggerier og anlæg rundt om i kommunen. BlueKolding har vundet såkaldt hædrende omtale for sin spildevandsturbine i Stenderupskovene.

Spildevandsturbinen – fra mindre skade til mere gavn

Turbinen er den første af sin art i Danmark og formentlig i hele verden. Den udnytter de 11 milliarder liter renset spildevand, der hvert år løber fra Centralrenseanlægget i Agtrup gennem Stenderupskovene til Lillebælt. Undervejs er der et fald på 35 meter, og det giver så meget fart på vandet, at der kan laves strøm af det. Derfor er der sat en turbine på udløbsledningen, så energien fra vandet ikke går til spilde.

”Vandet løber uanset hvad, så vi kan lige så godt udnytte energien i det. Vores strategi, Fra mindre skade til mere gavn, handler netop om at hæve ambitionsniveauet og ikke kun rense spildevandet for at gøre mindre skade, men også udnytte energien i vandet for dermed at gøre mere gavn for miljøet og klimaet,” siger BlueKoldings bestyrelsesformand, Tanya Buchreitz Løwenstein.      

Et humoristisk og innovativt anlæg

Selve bygningen, der rummer turbinen, er stort set usynlig, fordi den er passet ind i omgivelserne i skoven. Den er nemlig kamufleret som en stak træstammer, og derfor skal man meget tæt på for at opdage, at der bliver produceret strøm dér midt i skoven. Det er dette koncept, som har skaffet turbinen hædrende omtale. Om baggrunden for bedømmelsen af turbinen hedder det, at anlægget er: ”…et humoristisk og innovativt anlæg, i både form og funktion.”

Stor glæde over hæderen

”Vi er selvfølgelig glade, når vores projekter får anerkendelse, og det gælder specielt spildevandsturbinen. Både fordi vi mener, at vi her har lavet noget, som gør gavn, og fordi bygningen er udført med finesse og respekt for omgivelserne i skoven.” siger direktør for BlueKolding, Per Holm.

Turbinebygningen er i øvrigt tegnet af de lokale arkitekter hos Tegnestuen Mejeriet.

Billederne er fra indvielsen af spildevandsturbinen den 5. oktober 2019. Hele Kolding og pressen var inviteret, og udover flere hundrede nysgerrige kunder mødte både TV-Avisen og TV2/Nyhederne op for at lave indslag om turbinen. Se flere billeder fra indvielsen og en film om turbinen her