Spænd hjelmen og nyd naturen på 2 hjul til BlueBiking 2017

For tredje år i træk byder BlueBiking på motion, naturoplevelser og en god gerning på én og samme tid. Fire forskellige cykelruter sikrer, at alle kan være med. Overskuddet fra motionscykelløbet går denne gang til Børneafdelingen på Kolding Sygehus.

Det er lidt ligesom et Kinderæg. Hele tre ting på én gang. En smuk naturoplevelse, motion og en god gerning. BlueBiking ruller for tredje gang den 5. august kl. 10, og overskuddet går i år ubeskåret til Børneafdelingen på Kolding Sygehus. Det er BlueKolding og BikeRiders.dk, der står bag arrangementet.

BlueBiking cykler for børnene

For personalet på Børneafdelingen på Kolding Sygehus handler hverdagen først og fremmest om møde både børnene og deres forældre i øjenhøjde. Og så handler det om at kunne tilbyde lidt ekstra, der kan flytte fokus fra sygdom og behandlinger. Det er det ekstra, overskuddet fra BlueBiking 2017 skal hjælpe med:

“Det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Vi ved ikke præcis, hvad pengene kommer til at gå til, men det bliver helt sikkert noget, der kan aktivere børnene fysisk. Måske bliver det nogle moon cars eller andre legeredskaber til vores udendørs legeplads. Det kunne også være nogle cykler til afdelingen. Vi har nemlig så brede gange, at man gerne må cykle indenfor,” fortæller lederen af afdelingen, oversygeplejerske Edel Kirketerp.

Speciallæge Jesper Fenger-Grøn er med på Børneafdelingens eget cykelhold, Team Rumle, der også deltager i BlueBiking. Han glæder sig både til cykelløbet og til de penge, der kan give børnene på afdelingen nogle nye oplevelser:

“Vi gør rigtig meget ud af at få børnene til at føle sig godt tilpas. Det handler både om den måde, vi taler og opfører os på, og om de ting vi ellers kan tilbyde dem,” siger han.

Fire ruter – noget for alle

De fire BlueBiking-ruter har alle start ved BlueKolding i Kolding Åpark 3 og snor sig gennem den smukke natur omkring Kolding. Der er to ruter for mountainbikes, en for racercykler og en rute, hvor alle slags cykler kan deltage inkl. el-cykler:

15 km: Til Rensningsanlægget på Stenderupvej i Agtrup og gennem skoven til Agtrup Midtskovvej, videre til Fjordstien over Rebæk tilbage til Kolding Åpark. Der er et ophold på rensningsanlægget, hvor deltagerne får lidt at vide om, hvad der sker på anlægget.

25 km: En guidet tur på MTB rundt om Kolding på skovstier startende med Troldhedestien i Marielundskoven. Der er et stop ved Harteværket, hvor en stedkendt vil fortælle lidt om området og historien bag Harteværket.

35 km: En guidet tur på MTB rundt om Kolding på skovstier startende med Troldhedestien. Forbi shelterpladsen og slusehuset ved Ferup sø. Der er et stop ved Harteværket, hvor en stedkendt vil fortælle lidt om området og historien bag Harteværket. Turen går via Vonsild tilbage til Blue Kolding

50 km: En superflot rute, som i år vil være afmærket, men ruten vil også blive tilsendt deltagerne på GPS (Garmin). Der er præmier til de tre hurtigste tilbage i mål.

Priserne for at deltage er 50,- for 15 km, 75,- for 25 km, 100,- for 35 km og 125,- for 50 km på racercykel. Pengene går naturligvis ubeskåret til Børneafdelingen på Kolding Sygehus.

Du kan læse om arrangementet i gruppen “BlueBiking” på Facebook og på www.bikeriders.dk, hvor du også kan købe billet og tilmelde dig løbet. For yderligere oplysninger kontakt gerne Henrik Nielsen, BikeRiders.dk på 4010 2655.