Vi er her for at hjælpe

Live Chat
support

Start


Se mit forbrug

Ved at logge ind på vores selvbetjeningsportal får du mulighed for at se og redigere dine kontaktoplysninger. Du får en oversigt over – og mulighed for at udskrive dine regninger. Du kan også følge dit forbrug og dine årsaflæsninger og sidst men ikke mindst så kan du tilmelde dine regninger til betalingsservice. Login oplysninger finder du på din seneste regning. Har du spørgsmål eller problemer med at logge ind, er du velkommen til at kontakte vores kundeservice på 76 36 36 37.



Meld Flytning

Når du flytter, er det vigtigt, at du husker at fortælle det til os. Du er nemlig ansvarlig for forbruget, indtil vi har modtaget din flyttemeddelelse. Den gode nyhed er, at det er nemt. Aflæs vandmåleren og udfyld flyttemeddelelsen her. Så er det klaret.



Spørgsmål og svar

Vi vil gerne gøre det så nemt som muligt for dig at være kunde hos BlueKolding. Derfor har vi samlet nogle af de mest almindelige spørgsmål og svar omkring opkrævning og betaling af vand, vandafledning og spildevandsafgift her. Så kan du finde svarene, når det passer dig. Hvis du ikke finder det, du søger, er du selvfølgelig altid velkommen til at skrive til vores økonomiafdeling på oekonomi@bluekolding.dk eller ringe til os på 76 36 36 37.

Hvorfor får jeg både en regning fra vandværket og fra BlueKolding A/S?

Fordi det faktisk er to helt forskellige ydelser, du betaler for. Vandværket sørger for, at du får rent vand i hanerne. BlueKolding sørger for, at du kan komme af med vandet igen, når det er brugt, og vi renser vandet, så det kan blive ledt tilbage i naturen. Du betaler kort sagt for vandet, både når det kommer ind i huset, og når det skal ud igen. Derfor har du én vandmåler, men du får to regninger.
Hvad indeholder årsopgørelsen?

På din årsopgørelse kan du se, hvor meget vand du har brugt, og om du har betalt for meget eller for lidt i aconto. Du betaler nemlig vandafledning på forhånd, og derfor indeholder årsopgørelsen også en acontobetaling for det næste halve år. Hvis du har betalt for meget i forhold til dit forbrug det seneste år, bliver beløbet trukket fra årets første rate. Hvis du har betalt for lidt, bliver det lagt til.

Hvor tit bliver der opkrævet?

To gange årligt til betaling i marts og september.

Hvorfor har jeg ikke modtaget nogen regning?

Det kan der være flere årsager til:

  1. Hvis du har valgt at modtage post fra BlueKolding i din e-boks, sender vi ikke længere en papir-faktura til dig. Husk i stedet at holde øje med din elektroniske postkasse.
  2. Hvis du har meldt regningen fra BlueKolding til Betalingsservice, bliver pengene automatisk trukket på din konto og beløbet fremgår af din betalingsoversigt fra PBS.
  3. Hvis du har valgt at modtage fakturaer fra BlueKolding på din mail, så er det forklaringen på, at du ikke har modtaget en papir-faktura.
Er jeg tilmeldt PBS?

Hvis der er en såkaldt indbetalingslinje nederst på din regning, er du ikke tilmeldt PBS. Nederst på regningen finder du ligeledes de oplysninger, du skal bruge, hvis du ønsker at melde regningen til PBS, så den bliver betalt automatisk fremover.

Hvorfor står der på PBS-oversigten, at det er betaling for sidste år, når jeg bliver opkrævet forud?


Det gør der, fordi der er tale om årsopgørelsen for sidste år. Samtidig er det betaling for første halvår i år, men det fremgår kun af din specifikation, som du har modtaget i februar eller marts.

Hvad er forbruget sat efter?

Vi sætter dit forbrug, og dermed det, du skal betale aconto, efter sidste års forbrug. Hvis du er ny kunde sætter vi forbruget efter, hvor mange personer I er i husstanden. Hvis du betaler for meget eller for lidt i forhold til det, vi har fastsat, bliver det lagt til eller modregnet på din årsopgørelse.

Hvorfor får jeg årsopgørelsen og opkrævningen, når jeg er flyttet?

Det gør du kun, hvis du har glemt at fortælle os, at du er flyttet. Det er vigtigt, at du aflæser din vandmåler og melder flytningen både til dit vandværk og til BlueKolding. Du hæfter nemlig for forbruget, indtil du har gjort det. Heldigvis er det nemt. Du kan melde flytning ved at klikke her

Skal jeg betale årsopgørelsen, når jeg flytter?
Hvis du har solgt din bolig, eller dit lejemål er udløbet, inden årsopgørelsen forfalder til betaling, skal du ikke betale. Du skal bare sørge for at melde flytningen hertil, og så modtager du en flytteafregning. Du kan melde flytning ved at klikke her
Hvorfor har jeg pludselig haft et så stort forbrug?

Det første, du skal gøre, hvis dit forbrug pludselig er blevet meget større, er at tjekke, om du har aflæst måleren rigtigt. Har du det, kan det øgede forbrug skyldes, at der er en utæthed et sted.

Det kan du også selv tjekke ved at lukke for vandet og se, om tandhjulene i din måler står stille. Gør de ikke det, når der er lukket for vandet, så er der en utæthed. Det kan f.eks. være et toilet, der løber, eller et rør, der er utæt. Hvis du har mistanke om, at der er en rørskade, så skynd dig at kontakte en VVS-installatør. Derefter bør du kontakte os, for der er mulighed for at få refunderet noget af forbruget, hvis det viser sig, at vandet ikke er løbet i kloakken, men er sivet ud et andet sted.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke kan betale til tiden?

Hvis du ikke kan betale til tiden, så kontakt os med det samme på oekonomi@bluekolding.dk eller 76 36 36 37. Så hjælpes vi ad med at finde en ordning.



Skybrud

Når der falder mere end 15 mm regn inden for en halv time, er det skybrud, og det sker stadig oftere på grund af klimaforandringerne. Store dele af vores kloaksystemer er lavet, dengang skybrud var mere usædvanlige, og det betyder, at systemerne og rørene kan have svært ved at følge med, når det regner voldsomt. De bliver overfyldte, og så er det, at vandet kan stige op i rørene og løbe ind i kældre via nedløb og toiletter. Hvis din kælder ligger lavt i forhold til kloaksystemet, eller hvis du bor i en ældre bydel, hvor regn- og spildevand stadig løber i de samme kloakrør, så er du i farezonen for at få vand i kælderen under skybrud.

Vi arbejder på at undgå oversvømmelser

Det er blandt andet derfor, BlueKolding i disse år arbejder på at renovere kloakkerne og opdele dem i to separate systemer: Ét til spildevand og ét til regnvand. Når systemerne ikke er adskilte og begge slags vand løber i ét rør, så er det, at de voldsomme regnmængder kan få både regn- og spildevand til at stige op gennem kloakkerne og oversvømme kældre. Der er i øvrigt heller ingen grund til, at regnvandet skal ledes sammen med spildevandet til renseanlægget. Det kan sagtens blive ledt direkte tilbage til naturen. Vi opdeler altså kloakkerne, så de kan håndtere regnvand og spildevand hver for sig, men vi gør mere end det. Vi bygger også store bassiner både over og under jorden, som kan holde de store vandmængder tilbage, indtil der igen falder ro over vejret, og der ikke er så meget tryk på systemet. Alt sammen for at klimasikre Kolding og undgå oversvømmelser.

Hvis skaden sker

Selvom vi er godt i gang med klimasikringen, sker det alligevel stadig, at nogle kældre bliver oversvømmet, når der er skybrud. Og så er det vigtigt at vide, hvad du skal gøre: Hvis du bliver ramt af oversvømmelse, skal du kontakte dit forsikringsselskab. Der kan du få at vide, hvilke muligheder du har for at få rengjort og udtørret din kælder. Du kan også få vejledning om erstatning af inventar og bygningsdele, der eventuelt har lidt skade.

Pas på, når du skal håndtere vand i kælderen

Det vand, der eventuelt løber op i din kælder, er en blanding af regnvand og spildevand. Det betyder, at der kan være bakterier i vandet, og derfor er der nogle ting, du skal være opmærksom på, hvis du skal håndtere det. Du skal altid bruge handsker og anden beklædning, hvis du skal i kontakt med vandet, og du skal gå i bad bagefter. Genstande, der har været i kontakt med vandet, bør du smide ud, og alt andet bør du gøre rent med desinficerende rengøringsmidler. Mennesker med nedsat immunforsvar bør ikke komme i kontakt med vandet.

Du kan også selv forhindre oversvømmelser

Det er dit eget ansvar som husejer at holde kælderen fri for vand, mens alt over stueplan normalt er spildevandsselskabernes forpligtelse. Denne ansvarsfordeling er generel for hele landet. Alligevel vil vi gerne høre fra dig, hvis du har haft oversvømmelser i kælderen. Vi gør nemlig alt, hvad vi kan for at forbedre kloaksystemet, så det kan klare de stigende regnmængder, klimaforandringerne medfører, og oversvømmelser helt kan undgås. Derfor er det nyttigt for os at vide, hvilke områder der er ramt. Du kan også selv gøre dit til at undgå gentagne oversvømmelser, f.eks. ved at få monteret en såkaldt højtvandslukke eller en pumpe på kloakrørene, der forhindrer spildevandet i at komme ind i huset. Hvis du har nogle afløb, der ikke bliver brugt, er det også en god idé at få dem afblændet helt.

For at undgå vandskader bør du også:

  • holde husets tagrender rene, så regnvandet kan løbe frit.
  • fjerne sand fra rendestensbrønde og holde risten fri for blade og grene.
  • overveje at få etableret en kælderpumpe.
  • holde dine lyskasser rene.

Du kan finde flere gode råd til at klimasikre din bolig på klimatilpas.nu.

Bliv advaret, når der er voldsom regn på vej

Brancheorganisationen Forsikring & Pension har lanceret hjemmesiden forsikringsvejret.dk og den gratis mobil-app ”Husets VejrAlarm”. Begge advarer dig, når skybrud eller storm truer din bolig, og giver tip til, hvordan du kan forebygge og håndtere skader. Du får også adgang til en vejrkalender, der viser, hvordan vejret har været på lige præcis din adresse, og om der var tale om regulært skybrud eller blot kraftig regn.

Animation ved skybrud

Teknologisk Institut har lavet en animation, der viser og forklarer, hvad der sker ved kraftige regnskyl. Se animationen her



Tømningsordning

BlueKolding administrerer den fællesobligatoriske tømningsordning for bundfældningstanke i Kolding Kommune. Den årlige tømning foregår fra marts til sidst i november.

Hvis din ejendom er blandt de berørte, får du også en påmindelse fra tømningsentreprenøren ca. halvanden uge før tømningen. Der er en række fakta omkring tømningerne, som er gode at kende. Dem får du her.

Du kan se oplysninger om dato for seneste tømning, tømningsfrekvens, planlagte uger mv.

Vær opmærksom på følgende:

  • Tømninger foretages på hverdage i tidsrummet kl. 7.00 – 18.00.
  • Som grundejer skal du sørge for fri adgang til tanken inden tømning.
  • Dæksler skal være synlige og være let aftagelige. Dækslet må maks. veje 50 kg. Hvis det vejer mere, bliver der opkrævet et gebyr.
  • Tømningsordningen omfatter ikke nogen form for rensning eller vedligeholdelse af ejendommens øvrige kloaksystem.
  • Hvis bundfældningstanken ikke er frit tilgængelig, og dækslet ikke er synligt, bliver der opkrævet gebyr for forgæves kørsel.
  • Ekstra tømninger bliver afregnet særskilt efter gældende takster. Hvis dit anlæg ikke har kontraktligt medlemskab med BlueKolding og afløbsvandet løber videre fra bundfældningstanken til et minirenseanlæg, sandfilter-, nedsivnings- og rodzoneanlæg, skal du selv efterfylde med rent vand.

Hvorfor skal din bundfældningstank tømmes?

Hvis din bundfældningstank ikke bliver tømt, vil den til sidst indeholde så meget slam, at den ikke kan fungere efter hensigten. Det medfører, at rester af slam, papir, og lignende løber ud i vandløb og søer og forurener dyre- og plantelivet. har du et nedsivningsanlæg, er der fare for at drænet stopper til, og anlægget skal omlægges.

 



Rørskade

Hvis du er tilsluttet offentlig kloak og har haft et vandspild i forbindelse med et brud på en skjult installation, har du mulighed for at søge om refusion af de ekstra omkostninger til spildevand, som spildet har medført.

Rørskade

Udfyld ansøgningsskemaet (PDF – Ansøgning om refusion – bilag), og send det til BlueKolding. I skemaet skal VVS-installatøren give en beskrivelse af bruddet, og hvordan det blev opdaget og repareret. Installatøren skal også oplyse, om vandspildet fra rørbruddet er løbet i jorden og ikke i kloakken.



Bestil rundvisning

Er du interesseret i at vide mere om, hvad BlueKolding gør for dig og miljøet? Så book en rundvisning, hvor du får mulighed for at komme helt tæt på vores anlæg og systemer.



Priser og takster

Her finder du priser og takster for BlueKolding og Blue Kolding Vand (tidl. Christiansfeld Vand).

Selvbetjening

nov 2, 2015 |

Her finder du priser og takster for BlueKolding i 2014, 2015, 2016 og 2017 og for Blue Kolding Vand (tidl. Christiansfeld Vand) i 2016 og 2017. Du kan også se betalingsvedtægten for BlueKolding 2016.

Hvis du har spørgsmål til oversigten eller til din regning, kan du prøve at kigge under spørgsmål og svar i vores selvbetjening her på siden.

Du er også altid velkommen til at kontakte vores økonomiafdeling på oekonomi@bluekolding.dk eller telefon 76 36 36 37.