Kunderne vinder på BlueKoldings miljøindsats

Hvad gør en monopolvirksomhed, hvis dens indtægter falder, og udgifterne stiger? Det umiddelbare svar er: Hæver den pris, som kunderne skal betale. De kan alligevel ikke vælge en anden leverandør. Men sådan tænker de ikke hos BlueKolding. Her effektiviserer og producerer de sig ud af de økonomiske udfordringer, og dermed slipper kunderne i Kolding for de voldsomme takststigninger, der rammer mange andre spildevandskunder rundt om i Danmark til næste år.

Da Kolding Spildevand tidligere på året skiftede navn til BlueKolding var det blandt andet for at signalere, at det gamle navn ikke længere var dækkende for, hvad selskabet egentlig laver. Selskabet er i dag en moderne miljø-, energi- og klimavirksomhed, der fokuserer på langt mere end det at bortlede og rense spildevand. Det er tydeligt i BlueKoldings budget for 2016, og kunderne kommer til at mærke det positivt på pengepungen. Effektiviseringer og investeringer i nye miljøtiltag og energiproduktion betyder, at virksomheden både kan spare kunderne for store takststigninger og spare miljøet for store mængder CO2.

Spildevand giver el, rent vand og varme

”Tidligere betragtede vi det at rense spildevandet som det, vi laver. I dag ser vi det som en proces, som vi kan få en masse energi ud af, og vi udnytter både transport og rensning af spildevandet til at producere nye ressourcer som el, rent vand og varme. Samtidig arbejder vi hele tiden på at mindske vores eget forbrug af de ressourcer mest muligt,” forklarer bestyrelsesformand i BlueKolding, Knud Erik Langhoff (C).

Når BlueKolding både øger produktionen af eksempelvis el og varme og samtidig konstant sænker sit eget forbrug, er det selvsagt godt for miljøet. Faktisk forventer selskabet næste år at sænke sin samlede CO2-udledning med 1.238 ton. Men det er også godt for kunderne, for det betyder, at BlueKolding efterhånden producerer mere energi, end selskabet selv kan bruge. Og den overskydende energi kan selskabet sælge.

Nye tiltag gavner både miljø og økonomi

”Som et selskab i vandsektoren er vi underlagt en masse love og regler for, hvad vi skal og må. Både miljømæssigt og økonomisk. Derudover skal vi, i tæt samarbejde med Kolding Kommune, blandt andet investere i at klimasikre Kolding, og der er lige nu seks konkrete projekter i spil. Det ene handler f.eks. om at udnytte Slotssøen til at undgå oversvømmelser ved kraftige regnskyl. De ting er nødvendige, og de koster penge. Penge, som vi kun kan hente ét sted, nemlig hos kunderne. Men hos BlueKolding har vi et grundlæggende princip, der hedder monopol forpligter, og derfor hverken kan eller vil vi bare ukritisk sende regningen videre til dem og lade deres takster stige. I stedet tænker vi hele tiden i nye løsninger, der kan betale sig både miljømæssigt og økonomisk,” fortæller direktør i BlueKolding, Per Holm.

Det vil sige, at virksomhedens miljøtiltag som eksempelvis solceller, varmegenvinding fra spildevandet og et Smart Grid, der sikrer, at BlueKolding sælger sin overskydende energiproduktion så dyrt som muligt og køber den ekstra el, der er brug for, billigst muligt, alt sammen kommer kunderne til gode.

Minimale takststigninger i 2016

”Hvis vi skulle sende regningen for de ekstra udgifter, vi bliver pålagt næste år videre til kunderne, ville deres vandafledningsbidrag skulle stige med mere end 4 kr. pr. m3 spildevand. Men vores egne besparelser, effektiviseringer og salg af el og varme betyder, at taksten kun kommer til at stige med 55 øre. Samtidig reducerer vi så vores CO2-udledning med 1.238 ton,” forklarer Per Holm.

Han fortæller, at der er flere effektiviseringer og miljøtiltag på vej. For eksempel tester BlueKolding i disse dage nye systemer på rensningsanlægget i Agtrup, der kommer til at give store besparelser på elforbruget.

For yderligere oplysninger kontakt gerne direktør Per Holm, BlueKolding på telefon 29 25 10 36.