Hele Kolding inviteres til indvielse af verdens første spildevandsturbine

Hele Kolding er inviteret, når BlueKolding den 5. oktober indvier Danmarks, og formentlig verdens, første spildevandsturbine. 30 heldige koldingensere kan endda vinde en tur på fjorden med det gode skib Frem, der i dagens anledning lægger til ved turbinen i Midtskov ud for Fænø Kalv i Lillebælt.

Kan man lave strøm af spildevand, eller er det helt ude i skoven? Svaret er ja. Til begge dele. For fra Kolding Centralrenseanlæg i Agtrup løber årligt 11 milliarder liter renset spildevand ned gennem Stenderupskovene og ud i Lillebælt, og det med et fald på 35 meter. Det betyder, at der er så meget fart på vandet, at der kan indvindes strøm af det.

“Vi har simpelthen monteret en turbine, en vandmølle om man vil, inden i det rør, som vandet løber igennem, inden det løber ud på 30 meters dybde i Lillebælt,” fortæller direktør i BlueKolding, Per Holm.

Fra mindre skade til mere gavn

Sådan en turbine findes ikke andre steder i Danmark, og, så vidt vides, i verden.

“Det er i virkeligheden både simpelt og oplagt. Vandet løber der jo alligevel, og så kan vi lige så godt udnytte den energi, der er i dets bevægelse. Det er helt i tråd med vores strategi, Fra mindre skade til mere gavn. Normalt nøjes vi med at gøre mindre skade ved at rense spildevandet, så det ikke skader vandmiljøet. Nu hæver vi ambitionsniveauet og gør mere gavn ved at udnytte den energi, der er i det,” siger bestyrelsesformand i BlueKolding, Tanya Buchreitz Løwenstein.

Samme strategi og tankegang ligger til grund for udnyttelsen af overskudsvarmen i spildevandet, som siden 2015 har opvarmet de 83 ungdomsboliger i den orange bygning i Koldings Design City.

Alle koldingensere inviteret til indvielse

Indvielsen af turbinen finder sted den 5. oktober fra kl. 11-14, og her er alle koldingensere inviteret. Gæsterne kan se og høre om idéen, projektet og om BlueKoldings klimavenlige energiproduktion, og kl 12 vil BlueKoldings bestyrelsesformand starte turbinen. Derefter kan strømproduktionen følges på en stor skærm, der er stillet ved turbinen.

En naturvejleder fortæller lidt om det unikke skovområde, turbinen ligger i. For børnene er der både en skattejagt og mulighed for selv producere strøm i nogle miniturbiner, som er udlånt fra Harteværket i dagens anledning.

“Og så kan man selvfølgelig ikke invitere gæster fra kl. 11-14 uden at sørge for mad og drikke. Så vi har rullet en pølsevogn ud i skoven i dagens anledning,” fortæller Per Holm.

Konkurrence om sejltur med “Frem”

Turbinen ligger få meter fra Lillebælt, og dermed er den korteste vej dertil faktisk via Kolding Fjord. Sejlskibet Frem stævner ud fra Kolding Havn kl. 10 med kurs mod turbinen og har udover inviterede gæster plads til yderligere 30 koldingensere. De pladser kan man vinde ved at deltage i en konkurrence på BlueKoldings Facebookside, facebook.com/BlueKolding, fra onsdag den 18. september.

Hele arrangementet løber altså af stablen lørdag den 5. oktober fra kl. 11-14. Hvis man ikke er blandt de 30 heldige, der vinder en sejltur til turbinen, kan man køre dertil via Løveroddevej i Sdr. Stenderup, hvorfra der er skilte til turbinen. Det vil være muligt at parkere tæt på i forbindelse med indvielsen, og der er arrangeret gratis transportmulighed fra P-pladsen på Løveroddevej og helt frem til vandturbinen.

Det er BlueKolding, der sammen med partnerne Krüger A/S, Envidan A/S og Aarsleff A/S står bag både turbinen og indvielsen den 5. oktober.