BlueGraffiti er på vej i gadebilledet

BlueKolding har taget spraydåsen i den anden hånd. I stedet for at se graffiti på selskabets mange elskabe og teknikhuse rundt omkring i kommunen som et grimt problem har BlueKolding bedt om at få dem udsmykket med … graffiti. BlueGraffiti skal både pynte i gadebilledet og forhåbentlig forhindre at selskabets skabe og små bygninger bliver overmalet med graffiti af den mindre dekorative slags.

Politiet var i denne uge på besøg i Kolding Åpark. En eller flere opmærksomme borgere havde nemlig bemærket, at en mand var i gang med at spraymale et af BlueKoldings elskabe og havde derfor alarmeret ordensmagten. Og selvom det er dejligt med opmærksomme borgere, så var der dog ingen grund til bekymring.

Bestil arbejde

Klaus Christensen fra graffitigruppen Eye Blasterz var nemlig bestilt af BlueKolding til at dekorere elskabet. Dels for at gøre det ellers kedelige skab til et dekorativt indslag i gadebilledet. Dels for forhåbentlig at sikre, at skabet ikke bliver angrebet med graffiti af den knapt så kunstneriske slags.

Næste gang er det BlueKoldings teknikbygning på universitetsgrunden, der står for tur, og det er planen, at mange flere skabe og bygninger i den kommende tid skal forvandles til lærreder for gadekunstnere som Klaus Christensenfra Eye Blasterz.