Blå Plan giver boligejere besked om kloakseparering i god tid

Byrådet vedtog på gårsdagens møde en ny spildevandsplan, Blå Plan, der skal sikre færre oversvømmelser og renere vandmiljø. Et kardinalpunkt i planen er, at boligejere, der skal i gang med at adskille spildevand og regnvand på deres grund, får besked minimum to år forinden.

Blå Plan har i løbet af efteråret været i otte ugers høring, hvor der kun kom få bemærkninger, og ingen, der gav anledning til væsentlige ændringer i planen. Målet med Blå Plan er færre oversvømmelser af kældre og veje, renere badevand og bedre vandmiljø, og det kræver, at de største spildevandsholdige overløb, der i dag forurener fjorden, søer og vandløb, bliver minimeret. Skal det lykkes, er det helt afgørende, at de forældede dele af kommunens kloaksystem bliver moderniseret.

“I Kolding, som i resten af landet, er kloaksystemet under boligområder, der er etableret i 1970’erne og tidligere, utidssvarende. Regnvand og spildevand løber sammen i ét rør, og kapaciteten er for lille til at klare nutidens ekstremregn. Det betyder, at vi har episoder, hvor kloakkerne løber over med spildevand, der er fortyndet med regnvand, og det medfører blandt andet forurenet badevand. Dertil kommer, at de gamle rør er utætte og giver problemer med rotter,” forklarer Jakob Ville, formand for Teknik- og Klimaudvalget og fortsætter:

“Vi kommer derfor ikke uden om, at den utidssvarende del af kloaksystemet skal up-to-date, og regnvand og spildevand skal adskilles. Det er BlueKolding, der står for arbejdet, og selskabet er allerede godt i gang, blandt andet i Vamdrup. Vi er klar over, at kloakseparering kan være en stor udgift for boligejerne og derfor har det også været vigtigt, at vi med Blå Plan sikrer, at de berørte boligejere bliver informeret i god tid. Vi har lagt en minimumsfrist på to år i planen og giver derved boligejerne tid til at spare op til at få adskilt regnvand og spildevand på egen grund.”

Bestyrelsesformand for BlueKolding, Tanya Buchreitz Løwenstein, glæder sig over, at Kolding Kommune som myndighed på spildevandsområdet har vedtaget en ambitiøs og nødvendig plan for, hvordan Kolding skal klimatilpasses.

“Jeg er glad for, at vi udover klimatilpasning og tørre kældre, også får mulighed for at sikre vandmiljøet og badevandet omkring Kolding mod forurening. BlueKolding investerer mere end 100 mio. kroner om året i opgaven i de kommende år, og vi glæder os til at komme i gang med arbejdet.”

Digital spildevandsplan

For at gøre det så nemt for boligejerne som muligt at følge med i arbejdet, er Blå Plan blevet digital i form af en hjemmeside med informationer om spildevand og kloakseparering og med digitale kort. Her kan man søge på sin adresse og se, om, og i givet fald hvornår, området skal separatkloakeres.

“På hjemmesiden er det muligt at se, hvor vi overordnet planlægger at renovere kloakkerne og hvornår. Det er dog vigtigt at pointere, at berørte boligejere får direkte besked i et brev. Fra den dato, de modtager brevet, skal de altså tidligst to år efter selv i gang med at separere regnvand og spildevand på egen grund,” fortæller Jakob Ville.

Klik her for at komme til hjemmesiden Blå Plan